GAM3

Store dele af Libanons ungdom frister en tragisk tilværelse, skarpt opdelt langs sekteriske skillelinjer. Et dansk basketballprojekt lader de unge svede og kæmpe – uden at skele til deres baggrund eller køn. Det hjælper dem til at glemme krigstraumerne for en stund.

Af JESPER VANGKILDE, Beirut

Jalla! Jalla! Jalla! Jalla!« Et virvar af hyl og skrig fyger gennem den støvede luft i et hjørne af Beiruts sydlige forstad, Bourj al-Barajneh. Som Hizbollahbevægelsens højborg har kvarteret været midtpunkt for adskillige rædsler. Palmetræerne er trætte, bygningerne enten halvt færdigbyggede eller halvt smadrede. Det sidste som et resultat af de bomber, som faldt her i sommeren 2006.

Men denne lumre eftermiddag har 50 børn mellem 10 og 18 år – børn, for hvem lyden af skud har været opvækstens måske sikreste følgesvend – nulstillet hukommelsen i et par timer. Nu er basketball blevet liv og død.

Flere piger på banen
»Jeg har aldrig prøvet at spille før. Men man bliver bidt af det – jeg vil vinde«, siger 14-årige Soha.

Soha er en af de mange piger, der i år har fundet vej til Arabian Street Basketball Project, en tre måneder lang turnering i en håndfuld af Beiruts bydele. Projektet er sat i værk af den danske nonprofit-organisation GAM3 . I år er der netop ekstra fokus på at få flere piger på banen.

Hver weekend bliver børn med forskellig baggrund samlet om noget så usekterisk som hopskud og studsafleveringer. Usædvanligt i en by, der er gennemsyret af sekteriske skel, og hvor nogle børn sjældent – hvis nogensinde – bevæger sig uden for deres eget kvarter.

Så et high five mellem en sunni- og en shiamuslim eller mellem en kristen libaneser og en palæstinenser er en større sejr, end man skulle tro, fortæller projektleder Mac McClenahan.

»Under sidste års pilotprojekt kunne vi mærke, at forældrene dårligt turde sende ungerne på banen, fordi vi miksede alle trosretninger. I år har de slet ikke været bange«, siger Mac McClenahan.

Alene adgangen til basketball er de færreste forundt i Beirut. Kun få offentlige parker er at finde på bykortet, endnu færre har boldbaner. Og kun velbjergede familier har midler til at gøre brug af det næsten ikke-eksisterende begreb organiseret sport.

Slut med skoleturnering
Tidligere arrangerede myndighederne en skolebasketurnering, men mordet på premierministeren og samlingsfiguren Rafik Hariri i februar 2005 fik atter de interne spændinger til at simre. Og nu, hvor kogepunktet for længst er nået, tør myndighederne ganske enkelt ikke lade børnene mødes på banen.

Det ville formentlig ende galt.
Angsten er derinde Den endnu mere tragiske sandhed er, at mange børn har ’vigtigere’ ting at tage sig til end skole og sport.

Nye tal fra International Labor Organization (ILO) har kastet lys over et problem, der til daglig drukner i politikernes hadske retorik: børnearbejde. Sine steder i Libanon er 35 procent af de helt unge tvunget til at knokle, mens det i Beirut står lidt bedre – om end ikke godt – til. Bag tallene gemmer sig drenge, der i de tidlige nattetimer kan ses samle skrald i gaderne, og piger, der i perioder på typisk et par måneder bliver ’lejet ud’ som hushjælp hos de rige.

Baggrunden for problemet er især to faktorer. Dels Hizbollahs 34 dage lange krig mod Israel i 2006, der foruden 1.200 libanesiske menneskeliv kostede landet milliarder af dollar, dels at landet befinder sig midt i den største politiske krise i næsten 20 år. Efter tre måneder uden en præsident er uenighederne mellem den provestlige regering og den prosyriske opposition afgrundsdyb. En ny væbnet konflikt lurer. Dette uheldige sammenfald har efterladt økonomien på grænsen til ruin – og har gjort børn til afgørende arbejdskraft.

Kronisk angst
Foruden problemet med børnearbejde kunne Unicefs chef for børnebeskyttelse, Maha Damaj, i sidste uge i en lokal avis berette, at Libanons ungdom psykisk har betalt en høj pris for krigen i 2006 og ikke mindst udsigten til, at nye konflikter lurer. Mange af de yngste lever ifølge Unicef i en næsten kronisk angsttilstand, hvor selv lyden af larmende rutefly får nogle børn til at søge dækning.
På den interimistiske basketbane i Bourj al-Barajneh er den mest presserende angsttilstand for en stund risikoen for at tabe. Det er de evindelige jalla-skrig (her i betydningen: ’kom nu’) det tydelige bevis på.

For 15-årige Ali er GAM3 en slags pusterum. Grinende hvisker han, at de dundrende, amerikanske hiphip-toner ville være bandlyst, hvis de voksne kunne oversætte rimene. Ali forstår sig ikke på politik, siger han. Men han har fanget, at den slags i hans hjemland er et beskidt spil:
»Politik er jo kun argumenter og krig. Basketball er en anden verden. Det er fedt«.

This e-mail address is being protected from spambots, you need JavaScript enabled to view it

Fakta: Libanon: Dialog gennem basketball
Libanons hovedstad Beirut er skarpt delt mellem sunnimuslimer, shiamuslimer og kristne. Adgangen til sport er yderst begrænset, og især for mange piger er sport et ukendt fænomen. Den danske ngo GAM3 forsøger via Arabian Street Basket Ball Project at skabe dialog på tværs af disse skillelinjer. Sidste år deltog 2.174 unge i pilotprojektet, hvoraf 43 procent var piger. Omkring en fjerdedel af børnene kom fra palæstinensiske flygtningelejre, omkring tre fjerdedele var sunnimuslimer, og derudover deltog nogle shiamuslimer. I år er projektet kraftigt udvidet. Efter 15 weekender i Beirut fortsætter projektet senere på året i Egyptens hovedstad, Cairo.

Politik er jo kun argumenter og krig. Basketball er en anden verden. Det er fedt. Ali, 15 år

Billedtekst:
Pletskud. Libanesiske Soha på 14 år i gang med et af sine første skud mod kurven nogensinde. Basketball er rammen om et dansk integrationsprojekt midt i Beiruts barske virkelighed. Foto: Spencer Osberg