GAM3

Sponsors

GAM3 PlayMakers

HUS FORBI: Dunker og danser sig til selvværd
Saturday, 01 August 2009 08:52

Idræt for unge, som aldrig ville nærme sig en traditionel, dansk idrætsklub. Det er idéen bag GAM3 , der med basket på gadeplan samler danskere med forskellig etnisk baggrund om at bruge kroppen og følge spillets regler.

Af Mette Bender This e-mail address is being protected from spambots, you need JavaScript enabled to view it

Spillet stopper, mens Mohammed Youssef følger en vildfaren lille fyr på løbehjul ud fra basketbanen. Så snart den lille er i sikkerhed, banker bolden hastigt videre mellem asfalt, hænder og net.

Solen varmer, en dj sender hiphop ud af sorte højttalere, mens mange drenge og enkelte piger i shorts dribler omkring på den afspærrede parkeringsplads mellem boligblokke i Brøndby Nord. I den anden ende af pladsen øver andre unge elastiske trin efter instruktion fra en professionel streetdancer.

Mange børn, unge og enkelte voksne hænger bare ud. De står og snakker, mens de vipper til rytmerne, eller de sidder på trapperne til de nærmeste opgange og spiser pandekager, som nogle frivillige bager i store mængder i et af teltene. Der er gang i en endags-event arrangeret af GAM3 , en forening, der organiserer ugentlig træning i streetbasket og streetdance for socialt udsatte unge i danske boligområder over hele landet.

Alle får respekt
Mohammed Youssef er 13 år og bor her i Brøndby Nord, hvor altanerne er grønne. Han deltager på andet år.

- Min lillebror var med, og jeg syntes, det så spændende ud, så jeg gik ned og kiggede på. Nu er jeg blevet god til basket, og jeg har fået bedre kondi. Det bedste er, at jeg har lært mange nye at kende, siger Mohammed, som er omgivet af nysgerrige venner, mens han taler.

En af dem er 11-årige Anouar Boialla, som først syntes, træningen var ret kedelig. Men så begyndte han at få flere venner, og nu har han også tabt tre uønskede kilo, fortæller han.

Tina Petersen bor i en af de nærmeste blokke og er lige nede for at se, hvad der sker. Hun står sammen med en bekendt og ser de unge danse og dunke. Hendes to drenge var med hele sidste sæson, i år ville de noget andet.

- Stemningen er helt i orden. Her bobler nul ballade under overfladen, for de unge får lov at være sig selv. De behøver ikke engang være gode til basket. Alle får respekt, siger hun.

Fra gaden til klubben
Mikkel Selmar er projektleder i GAM3 og med i Brøndby Nord i dag i forbindelse med de særlige events, som GAM3 turnerer med i boligområderne lige før sommerferien.

- Vi har dj's og professionelle coaches på, blandt andre den tidligere landstræner Otis Loyd, foruden nogle af Danmarks mest erfarne street-og breakdansere. Desuden optræder lokale unge rapgrupper. Vi giver det hele et ekstra spark i forhold til normal træning, fortæller han.

GAM3 vil have kontakt med unge, som ikke føler sig hjemme i foreningsmiljøer.

- Når de ikke vil komme til idrætten, bringer vi idrætten til dem, forklarer Mikkel Selmar.

Trænerne er lokale unge med forbindelse til streetkulturen. Mange af dem spiller i lokale basketballklubber, og det lykkes dem ofte at trække unge med over i det etablerede idrætsmiljø, når sæsonen slutter i september.

- De møder så op til vintertræning sammen med en træner, de stoler på, og de kan allerede spille basket. De skal altså ikke stå alene og træde sig over tæerne, siger Mikkel Selmar, der mener, at GAM3 tilbyder de unge en form for identitet.

- Omkring 70 procent af vores medlemmer har anden etnisk baggrund end dansk. Det styrker deres selvværd at prøve sig selv af på banen. Når de unge begynder at kende hinanden, laver vi øvelser, der skaber tillid mellem dem, og over tid bygger vi en god gruppe op, som det er sket her i Brøndby Nord.

Ikke et ord om integration
Ideen er med andre ord idræt på de unges præmisser.

De betaler 50 kr., får et medlemskort og vænner sig på den måde så småt til foreningstanken.

Til gengæld for den halve hund får de et par dansebukser eller en basketbold.

Og en reminder på sms en halv time før træning.

- De her unge er nogle af dem, der normalt ikke får mange klap på ryggen. Det får de her for at være en god holdspiller eller for at udvikle sig på banen, siger Mikkel Selmar, der ikke bruger ordet integration over for de unge.

- Vi vil ikke skræmme nogen væk. Vi vil bare have nogle unge i gang med idræt, siger projektlederen, der oplyser, at 600 unge over hele landet indtil videre er tilmeldt årets sæson.

Men mange flere deltager. I.

STREETBASKET FOR ALLE
GAM3 , en dansk non-profit organisation, blev stiftet i 2002. Bevægelsens mål er at bringe idræt til boligområder med socialt udsatte unge. Fra maj til september 2008 talte GAM3 cirka 10.000 fremmødte mellem 12 og 18 år .Sæsonen slutter med finale på Rådhuspladsen.

Halvdelen af medlemmerne fortsætter med at spille i en basketballklub efter en sæson hos GAM3 .
GAM3 udtales som det engelske ord game. Tretallet fortæller, at basket spilles tre mod tre.
GAM3 har vundet flere priser, blandt andet Integrationsministeriets Integrationspris i 2008.
GAM3 startede i 2007 et tilsvarende tilbud for unge i Ægypten og Libanon.

www.GAM3.dk

Billedtekst: Janek Majewicz ( tv.) og Brian Laudrup er sikre på, at fodboldens værdier kan forandre og gøre en forskel i socialt arbejde. Værdierne handler blandt andet om fællesskab og ansvar for andre, siger de to, som fik målet for sig selv, da de mødtes. Lars Høgh, gammel målmand og Laudrups makker, var nemlig på arbejde med det rigtige landshold den dag.Integration nævnes ikke med et ord, når GAM3 skal trække de unge til. Det vil skræmme dem væk, mener folkene bag basketprojektet. Om sommeren kan børn og unge spille basket på gadeplan, og mange får så god en oplevelse og succes, at de fortsætter i en klub om vinteren.foto Flemming Schiller

Læs artiken som .jpg her (.jpg 560 KB)