| AMAGER BLADET: Gadeidrætsprojekt udvides med ny zone |
| Tuesday, 05 May 2009 09:36 | |
|
FRITID: Det prisbelønnede gadeidrætsprojekt GAM3 udvider med en zone , når basket og dans indtager pladsen bag Sundbyøsterhallen. Af Jacob SchneiderFra i går mandag og frem til 31. august bliver pladsen bag Sundbyøsterhallen og basketbanen i Gyldenrisparken to gange om ugen forvandlet til 'GAM3 Zone ' med street-basketball for alle og dansetræning for pigerne. Det er ottende år i træk, at det prisbelønnede idræts- og integrationsprojekt GAM3 gør asfalten i 24 af Danmarks mest udsatte boligområder til et uformelt mødested for byens børn og unge mellem 12 og 18 år. Målet er at fremme integrationen og nedbryde grænser på tværs af hudfarve, social baggrund og religion gennem fællesskab omkring bolden eller dansetrinene. GAM3 blev sidste år belønnet med Integrationsprisen, og projektet får nu en varm anbefaling på Integrationsministeriets hjemmeside. Desuden har et rekordstort antal frivillige meldt sig under fanerne, så det i år er blevet muligt at sende tre-fire specielt uddannede tovholdere for aktiviteterne ud i hver eneste GAM3 Zone over hele landet. Aktiviteterne i Gyldenrisparken er lokalt medfinansieret af projektkontoret i Gyldenrisparken og gennemføres i samarbejde med Lejerbo. Sundbyøster er med for første gang. På banen bag idrætshallen er der fast baskettræning alle mandage og onsdage klokken 16.00-17.30. Coaches er Katrine Elisabeth Olsen og Mathias Seilund fra BK Amager. Aktiviteterne i Sundbyøster er lokalt medfinansieret af Områdefornyelse i Øresundsvejkvarteret og gennemføres i samarbejde med Sundbyøsterhallen og Fritidsklubben Spor To. Siden starten i 2002 er GAM3 vokset år efter år, således at der i år er hele 24 GAM3 Zones fordelt over hele landet. Sidste år blev konceptet udvidet til også at omfatte danseundervisning for at få flere piger med i aktiviteterne. Det blev så stor en succes, at antallet af boligområder med dans på programmet i år udvides fra 10 til 13. I 2008 var der 10.331 fremmødte til aktiviteterne over hele landet. Godt to tredjedele af de fremmødte havde anden etnisk baggrund end dansk. Website: www.gam3.dk Billedtekst: GAM3 var en enorm succes i Gyldenrisparken sidste år. I år er der også en streetsportszone bag Sundbyøsterhallen. Arkivfoto: Michael Paldan. |











