| FYENSSTIFTSTIDENDE.DK: - Basket er en livsstil |
| Tuesday, 02 June 2009 10:23 | |
|
Som en del af et integrationsprojekt kan du spille streetbasket i aften i Vollsmose Ifølge træner Asim Sikandar er basketball mere end et spil. Det er en livsstil Odense: Basketball har altid været en del af Asim Sikandars liv. Før han flyttede til Odense gik han nemlig på en amerikansk skole i København, hvor han fik sporten ind med modermælken. Nu giver han sine færdigheder videre til børnene i det belastede område Vollsmose som træner for GAM3 Zone. GAM3 Zone er et integrationsprojekt, som tager sit afsæt i belastede boligområder i hele Danmark. Mottoet for projektet er, at hvis de unge med indvandrerbaggrund ikke vil komme til foreningerne, må foreningerne komme til de unge. - Dem er de måske ikke så glade for at komme ud til, siger Asim Sikandar. Her spiller streetbasket en vigtig rolle. - Basket kommer fra USA og er vokset op i ghettoen. Så det er næsten en naturlig måde at prøve at møde dem på. Og så er idræt generelt et meget nemmere værktøj. Der skal ikke så meget til for, at man kan få alle mulige folk til at arbejde sammen. Det handler om holdspil og fairplay, og det kommer bare så naturligt i idræt, fortæller Asim Sikandar. - Basket er lidt sejt, og det er også derfor børnene strømmer til. De har hørt hiphop på ghettoblasteren, og så følger streetbasket ligesom med, mener han. - Det er også en af de ting, der er meget specielt ved basket. Hvis man virkelig lever sig ind i det og kulturen, der følger med, så er det ikke bare en idræt. Det er ikke bare noget man går til to gange om ugen. Det er en livsstil, og det er også det, jeg tror er mest tiltrækkende ved basket, siger Asim Sikandar, der har været baskettræner i mange år. Derfor kom det ham også ganske naturligt, at han skulle være med i projektet. - Jeg kan godt lide at komme herud og se, at jeg kan gøre en forskel. Det er et jo et spændende projekt, fortæller Asim Sikandar. Og en forskel gør han åbenbart. En brugerundersøgelse viser blandt andet, at næsten fire ud af fem GAM3 -medlemmer spiller streetbasket uden for GAM3 -sæsonen, og at over halvdelen spiller i klub tre måneder efter, sæsonene er slut. Der er dog ikke kun basket på programmet. Man kan også gå til hiphopdans. - Det er streetkulturen, vi har fokus på, men basket er den største del af det, siger Asim Sikandar. Det bliver dog ikke kedeligt af den grund. - De øvelser, vi laver, er der lidt mere sjov-faktor i, end der ville være til en almindelig træning i en klub, siger Asim Sikandar. |











