| LOKALAVISEN FOR NØRREBRO OG NORD-VEST: Fælles finter i Haraldsgade |
| Wednesday, 08 July 2009 10:41 | |
|
Sommerturné til 24 af landets mest udsatte boligområder skudt i gang i Haraldsgade. Af Michael FriisDet dunkede - både i musikken og i basketnettene - forleden, da Street GAM3 satte gang i aktiviteterne på asfalten i Haraldsgade ved Ragnhildgade. De mange aktiviteter for kvarterets børn og unge er en del af en turné, som gæster 24 af landets mest udsatte boligområder med tricks og finter i streetbasket. Formålet er at demonstrere, hvordan idræt og integration spiller sammen på gadeplan. Bag arrangementet stod nonprofit organisationen GAM3 -udtales som det engelske game - som har inviteret en skare af internationale og professionelle danse- og basketballtrænere med som rollemodeller. Byens unge kunne således komme helt tæt på bl.a. amerikanske basketproffer og lokale rappere. De internationale rollemodeller får følgeskab af professionelle danseinstruktører, DJs, streetart-kunstnere og rap-talenter på vej til at bryde igennem. De årlige Street GAM3 -events er et forsøg på at tiltrække endnu flere unge til at mødes gennem sport på tværs af etnisk og social baggrund. For det virker åbenbart at møde de unge i øjenhøjde via sportsaktiviteter i deres eget kvarter - flere af de lokalområder, der gennem årene har lagt asfalt til projektet, melder retur om gavnlige effekter som mindre ballade og større tryghed. Den prisbelønnede organisation har I år nydt godt af, at et rekordstort antal frivillige har meldt sig under fanerne. Det vurderer GAM3s direktør og medstifter, Simon Prahm, har haft stor betydning for den gode start på sæsonen, som Street GAM3 skal søge at udbygge, for at få endnu flere med i fællesskabet omkring gadeidrætten. "Vi har haft en forrygende start på sæsonen i år med rekord høj deltagelse ude i boligområderne og over 400 nye medlemmer på landsplan på bare en måned. Med Street GAM3 ønsker vi at skabe et arrangement så attraktivt, at resten af byen ikke kan holde sig væk. Integrationen går nemlig begge veje. Streetkulturen appellerer jo også til mange hvide drenge og piger og vi kan se, at vores aktiviteter flere steder har haft succes med at rive de usynlige mure rundt om boligområder med et negativt image ned. Man kan sige at vi prøver at vende det hele lidt på hovedet," siger Simon Prahm. Billedtekst: Gam3 besøgte Haraldsgade med basketproffer og rap-musik forleden, da organisationen startede sin sommerturné til 24 udsatte boligområder.Sommerferie: Piger og drenge hyggede sig sammen, da Gam3 besøgte Haraldsgade. Foto: Flemming Schiller |











