GAM3

Sponsors

GAM3 PlayMakers

NORDVESTNYT: Basket og dans i Bjergmarken
Monday, 15 June 2009 09:43

Af Kaj Ove Jensen

I fire timer var der dømt gadefest for de unge, da gadeprojektet Gam3 var nået til Holbæk. To amerikanske

basketball-spillere var med til undervise.

Søndag genlød området ved indkørslen til boligområdet Bjergmarken i Holbæk af hede rytmer fra højttalere. Streetdance,

hiphop og basketball stod på programmet, da gadeprojektet Gam3 aflagde besøg.

Tirsdag er der chance for at være med klokken 15-19, når projektet kommer til Agervang i Holbæk. Gam3 er på en tur

landet rundt til de 24 Gam3-zoner i udsatte boligområder. Til daglig er det lokale frivillige, der står for træningen, og i

Bjergmarken er det Brian Dahl, der er ene om at være frivillig leder for de 25-30 stykker, der møder op.

I Bjergmarken trænes der fra maj til august hver tirsdag og torsdag klokken 17.30-19.00, hvor det især er de lidt ældre,

der er med. I Agervang trænes der også torsdag, men klokken 15.30-17, og her er der overvægt af de lidt yngre. Men

unge i alderen 12-18 år kan være med begge steder.

- Gam3 startede for otte år siden. Hvis de unge ikke kommer til sporten, må sporten komme til dem. Det handler om at

lære at være social og også om sundhed, siger Mikkel Gjelstrup, projektleder hos Gam3.


To topspillere gav gode råd
Til at give de unge basketball-spillere gode fif var der søndag besøg af to amerikanske basketball-spillere, der spiller i

nogle af de bedste danske klubber. Det var Todd Anthony, der er spillende assistenttræner i Stevnsgade fra København,

og Mickey Dennis fra Team Fog Næstved. Det var oprindelig meningen, at Otis Lloyd, tidligere mangeårig spiller på

topniveau i Danmark og også tidligere dansk landstræner, skulle have været med, men han blev altså afløst af Mickey

Dennis.
- Vi kommer ud med rollemodeller, så de unge kan se, at hvis de øver sig og træner, kan de udvikle sig, siger Mikkel Gjelstrup.

Det koster kun 50 kroner at blive medlem af Gam3, og basketspillerne får en basketball.

Deltagerne i streetdance får dansebukser, og i Holbæk er der træning i streetdance - kun for piger - i pigeklubben i

Engvang 17 fredag klokken 16-17.

Søndag var der også streetdance og hiphop på programmet i Bjergmarken med dansetruppen Break Point, og DJ Toobs

sørgede for de dunkende rytmer, mens der mod slutningen af arrangementet var live rapmusik.

 - Det var rigtig positivt, alle var glade og vejret var med os, siger Brian Dahl.

 Læs artiklen som .pdf her (.pdf 564 KB)