|
NORDVESTNYT.DK: Streetbasket vender tilbage |
|
Monday, 04 May 2009 11:55 |
|
HOLBÆK Sidste års succes med streetbasket i Bjergmarken og Vangkvarteret vender tilbage. Fra tirsdag kan der igen dunkes udendørs i begge boligkvarterer. Også pigerne er der tænkt på, de kan nemlig lære at danse streetdance. Så kan alle basketballinteresserede godt glæde sig. Fra tirsdag kan de nemlig igen spille streetbasket i de to boligområder Bjergmarken og Vangkvarteret i Holbæk. Igen i år sker aktiviteten i tæt samarbejde med Gam 3 og frivillige fra Holbæk Basketball Klub. I Vangkvarteret bliver der fra tirsdag mulighed for på tirsdage og torsdage fra klokken 15.30 til 17 enten at lære det populære amerikanske spil eller blive endnu bedre til det med hjælp fra de tre frivillige trænere Daniel Leth, Charlotte Nielsen og Ibrahim Saleh fra Holbæk Basketball Klub. Træningen foregår på streetbasket-banerne ved tennisbanen frem til den 31. august, og boligselskabet Lejerbo er med til at finansiere aktiviteten. I Bjergmarken står de samme tre trænere også klar hver tirsdag og torsdag, men fra klokken 17.30 til 19. I Bjergmarken har Boligselskabet af 1939 igen i år været en aktiv samspiller for at få den populære aktivitet tilbage til boligområdet. Pigerne kan lære at danse streetdance om fredagen Eftersom streetbasket mest tiltrækker de store drenge, har Gam 3 sat en streetdance-aktivitet i gang som et ekstra tilbud til pigerne. Den vil foregå hver fredag fra klokken 16 til 17 i Pigeklubben på Engvang 17. Streetdance-tilbuddet sker i samarbejde med Flow Dance Academy. De to populære udendørs aktiviteter er et tilbud til byens børn og unge mellem 12 og 18 år. Alle er velkomne uanset om de er etniske danskere eller af anden etnisk oprindelse end dansk. Gam 3's hovedformål er nemlig at fremme integrationen og nedbryde grænser på tværs af hudfarve, social baggrund og religion. Og så kan Gam 3 i øvrigt prale med, at deres indsats blev belønnet med Integrationsprisen 2008, som kronprinsesse Mary overrakte i Cirkusbygningen i København i efteråret.
Læs artiklen som .pdf her (.pdf 120 KB)
|