GAM3

Sponsors

GAM3 PlayMakers

Dinby.dk/Ballerup, Ballerupbladet: Gadeidræt i Hedegården
Sunday, 29 May 2011 13:58

Unge. I den første uge af maj er Hedegården endnu engang GAM3 Zone.

Gadeidræt: I den første uge af maj vil piger og drenge i Hedegården ugentligt have mulighed for at dyrke streetbasket og gadestyrketræningen street fit.
Det sker, når det store gadeidrætsprojekt GAM3, som siden 2009 hvert år har været fast årligt inventar i bydelen, vender tilbage til Hedegården – nærmere betegnet multibanen i Magleparken. Alle mellem 10-18 år kan være med til træningerne, som foregår i en uhøjtidelig og anerkendende atmosfære under ledelse af uddannede trænere og frivillige kræfter. Ud over at give deltagerne redskaber til at opnå personlige sejre, skal de unge fra i år i højere grad engageres. GAM3 tilbyder nemlig unge at blive uddannede som gadeidrætsinstruktører – det, som GAM3 kalder PlayMakers.

Playmakers
»Der ligger et enormt potentiale i at inspirere unge til at blive fysisk aktive og danne nye, sunde fællesskaber på gadeplan. Men i høj grad også i at motivere dem til at tage ansvar, for eksempel ved at blive trænere for GAM3 i deres eget boligområde. Dér hvor de er vokset op og selv har haft gode oplevelser med GAM3. Vi kan allerede nu se, at GAM3-deltagere vokser med det ansvar, og derfor vil vi give engagerede unge de samme muligheder rundt om i hele landet. I sidste ende gavner det både dem selv og hele lokalområdet,« fortæller GAM3’s direktør og medstifter Simon Prahm.

GAM3 vil fra i år have fokus på at motivere unge i boligområderne til at påtage sig ansvar for de lokale idrætsaktiviteter. Det sker ved at udvælge engagerede og talentfulde unge og uddanne dem til PlayMakers. De bliver undervist i at kunne træne og koordinere for på den måde også at forankre gadeidrætsaktiviteter i deres eget boligområde.

Træning

Fra den 1. maj er streetbasket-banerne på Multibanen i Magleparken igen udnævnt til GAM3 Zone, med fast træning alle tirsdage og torsdage kl. 16:30-18:00. Trænere er Aleksandar Bakic, Miljan Bakic og Boban Marsenic fra den lokale basketballklub BMS.

Som noget nyt i år giver GAM3 Zone 2750 også mulighed for ugentlig træning i Street Fit hver onsdag kl. 16:30-17:30 i Hedegården. Her hedder instruktøren Rune Nielsen.

Aktiviteterne i Hedegården er lokalt medfinansieret af Boligselskabet Baldersbo og gennemføres i samarbejde med Børne- og ungeprojektet i Hede- Magleparken. Det er tiende år i træk, at GAM3 tilbyder gadeidræt og gadekultur i mange af landets udsatte boligområder, og resultaterne har været opsigtsvækkende.

For hvert år har flere unge deltaget i aktiviteterne. Og det er blevet dokumenteret, at aktiviteterne medvirker til at skabe positive forandringer i boligområderne – ikke mindst i de unges egen hverdag, men også når det gælder de øvrige beboeres syn på de unge.


GAM3 vil i 2011 være til stede med 18 GAM3 Zones fordelt over hele landet.

Læs artiklen som pdf her (.pdf 1020 KB)