GAM3

Sponsors

GAM3 PlayMakers

Vestegnen: Gadeidræt får et løft
Thursday, 11 August 2011 10:28

MOTION: Organisationen GAM3 og Realdania er gået sammen om at udvikle faciliteter til gadeidræt for unge i udsatte boligområder. Erfaringen siger nemlig, at gadeidræt ikke kun er et godt redskab til at få unge fra områderne til at dyrke motion. Gadeidræt fremmer også medansvar og integration blandt dem. Og så skaber det liv i gaden.

GAM3 har siden 2002 haft stor succes med at organisere gadeidræt blandt unge mellem 12-18 år. De unge, som frivilligt dyrker idræt gennem organisationen, kommer især fra udsatte boligområder. En gruppe,der typisk ellers ikke deltager i organiseret idræt i traditionelle klubber og foreninger.

En vigtig del af GAM3s koncept er uddannelse af de unge til instruktører og ambassadører for gadeidræt i deres lokale boligområde - og på den måde få andre unge med på vognen. Midlerne til GAM3s arbejde kommer blandt andet fra Integrationsministeriets SATS-pulje samt involverede kommuner og boligselskaber, som frem til 2014 har bevilget 15,2 millioner kroner til organisationen.

Mange af de faciliteter, som GAM3 bruger til idrætsaktiviteterne, kunne dog godt trænge til en opgradering og forbedring. Nogle boligområder har slet ikke faciliteter til moderne gadeidræt. Derfor har GAM3 nu indledt et samarbejde med Realdania, Primus arkitekter, PingOut og parkour-specialisterne Streetmovement om udvikling af faciliteter i otte boligområder rundt om i landet. Frem til 2013 skal teamet arbejde med at udvikle moduler til fire street-sportsgrene: Street Basket, Street Dance, Street Soccer og Street Fit. Modulerne skal indrettes sådan, at der både er plads til at være fysisk aktiv og til at kigge på og opholde sig der - sådan at unge, der kommer forbi, kan blive inspireret til at være med i aktiviteterne. Modulerne skal også tilpasses det enkelte boligområdes øvrige fysiske aktivitetsmuligheder, arkitektur og helhedsplaner.

»Med mere kant på nogle udvalgte anlæg, håber vi at kunne udvikle rammerne for street-idræt. Vi vil gerne skabe et attraktivt alternativ for de efterhånden mange teenagere, som vælger foreningsidræt fra,« siger GAM3’s direktør og medstifter Simon Prahm.

Udvælgelse af boligområder og projektering gennemføres frem til 2012. Blandt de seks, første udvalgte boligområder er: Brøndby Nord i Brøndby (nyetablering) og Kærene i Rødovre (opgradering). »Forventningen er, at bedre faciliteter til gadeidræt ikke kun vil gavne de unge, som bruger dem. Det vil også kunne give mere liv i de udsatte boligområder, fordi aktiviteten ikke gemmes væk som i en traditionel sportshal. Det gør, at deidrætten kan bidrage po- sitivt til hele boligområdet,« siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

I løbet af sommeren 2011 afvikler GAM3 træning i 18 udsatte boligområder i Danmark – de såkaldte GAM3 Zones. Hver zone har sine egne coaches, som lærer de unge at arbejde målrettet med grundlæggende træningsøvelser.

Læs artiklen som pdf her (.pdf 4,5 MB)