| AOK: Streetbasket med mening |
| Friday, 18 May 2007 00:00 | |
|
Integrationssucces på gadeplan. End ikke haglbyger kan stoppe streetbasket-initiativet GAM3 , der kobler basketball med streetkultur og hiphop beats og styrker dansk foreningsliv. Af RUNE LANGHOFF Et tilbud, der netop sigter mod at give de unge en god oplevelse i deres nærmiljø og introducere dem til dansk foreningskultur. Omar Asif er en lille fyr. Ikke meget mere end halvanden meter høj, og så ser han yngre ud, end han er - 12 år måske. Med store tålmodige, mørkebrune øjne, et underdrejet smil og en vuggende gang nærmer han sig, mens hans fødder sparker lidt i asfalten. Klokken er lidt i fire mandag eftermiddag og streetbaskettræningen i Mjølnerparken begynder om lidt. Omar Asif er kommet trofast til næsten hver eneste træning de sidste to år. »Jeg kommer til tiden. De andre er forsinkede. Sådan er det altid.« Han smiler, det er ikke for at sladre eller føre sig frem. Bare en nøgtern og konstaterende facon, der viser engagementet. Himlen er dækket af sorte skyer, der spejler sig i nyanlagte vandpytter, luftfugtigheden hænger i tøjet og meterologerne lover hagl. Selvom kalenderen viser maj, er vejret ikke til streetbasket - udendørs basketball, der praktiseres på den sorte asfalt, der verden over har givet ghettoens børn en vej mod stjernerne og et håb om spilletid i de fremmeste ligaer i det forjættede basketland, USA, Omar Asif går rundt i cirkler om sig selv og venter på trænerne, de frivillige og de andre børn, som han to gange om ugen bruger sin tid sammen med. »De skal nok komme, selvom vejret er dårligt,« siger han. De seneste år har GAM3 vist, at streetbasket er en god måde at fremme integration på. Projektets navn udtales som det engelske »game«, og det giver unge i de områder, som politikerne kalder nogen af landets mest belastede, mulighed for at mødes og spille basket, høre musik og skabe venskaber i faste rammer. Anders Lindegaard, der er projektleder i GAM3 og står for ti GAM3 Zones, fortæller, at effektmålinger af projektet viser, at de unge, efter de har stiftet bekendtskab med GAM3 , bliver mere tilbøjelige til at melde sig ind i andre foreninger og engagere sig i den danske foreningskultur. Derfor har projektet også vundet Københavns Kommunes Integrationspris og er kommet på Finansloven. Men dybest set går GAM3 bare ud på, at der arrangeres ugentlige baskettræninger for børn og unge rundt om i byen. Her bliver de unge trænet af basketspillere fra landets bedste ligaer hen over hele sommeren, før GAM3 kulminerer i august med den årlige finale på Israels Plads og Rådhuspladsen. GAM3 involverede sidste år over 4000 unge i deres aktiviteter. En af de mange frivillige, der får GAM3 til at hænge sammen, forklarer noget af succesen: »Træningen giver sig ikke ud for at være andet, end dét det er: Træning i streetbasket og en introduktion til det danske foreningsliv,« siger Zascha Straube, der læser til pædagog, når hun ikke er frivillig i GAM3 . »Der bliver ikke stoppet noget ned i halsen på de unge. Ikke noget »nu skal vi være sammen for at integreres«, nej, vi er sammen netop for at lave noget sammen,« siger hun. »De vil alle sammen gerne være verdensmestre, spille kampe og dunke, men de skal altså først lære nogle helt basale ting. At drible, arbejde sammen, og på et andet plan at komme til en fast aftale, komme til tiden og behandle hinanden ordentligt.« Selvom vejret er ustadigt, haglene falder og regnen pisker mod basketkurvene, er der i dag mødt omkring 20 unge op til træning i Mjølnerparken. »Jeg vil ikke blive hjemme, bare fordi det regner. Jeg glæder mig til træning hele ugen,« siger Omar Asif. Han stiller sig op i køen, da en af trænerne sætter gang i nogle øvelser. De store drenge larmer, tjatter til hinanden og danser lidt til de tunge beats, der forvrænges gennem regnen fra den medbragte boomblaster. Omar kigger bebrejdende op på dem. Det handler altså om basket. Men i år er GAM3 kommet til at handle om endnu mere. Siden projektet startede i 2002, er virkeområdet udvidet og dækker i dag de fleste af landet større byer, mens der nu også er mulighed for at træne hockey og dans. »Det er dejligt. Så får vi noget at mere at lave i vores fritid«, siger Omars ven Jawad, der selv spillede lidt basket, inden han kom med i GAM3 . Men udover hockey og dans har organisationen også udvidet territoriet rent geografisk. Således er der GAM3 -initiativer i både Beirut, Libanon og Cairo, Egypten, hvor der også er et integrationsmæssigt potentiale. Her er deltagerne nemlig både shia- og sunnimuslimer, kristne og palæstinensiske og sudanske flygtninge. De eneste, der ikke må være med, er dem under 12 år og dem over 18. Til stor fortrydelse for 10-årige Ahmed, der troligt følger træningen fra sidelinjen. »Jeg skal vente to år endnu - men så er det også min tur.« Der er GAM3 Zones spredt over hele byen - i Mjølnerparken, Urbanplanen, Tingbjerg og i Saxogade og i forstæderne. Se mere på gam3.dk eller myspace.com/mygam3 For at blive GAM3 -medlem skal man være mellem 12 og 18 år. GAM3 inviterer i løbet af sommeren stjernerne fra den amerikanske NBA-liga på besøg, så de unge kan møde idolerne. GAM3 kulminerer på Israels Plads og Rådhuspladsen den 18. august, hvor der er åben streetballkonkurrence. GAM3 er eksemplet, der viser potentialet i streetbasket som integrationsmiddel, men også uden en organisations faste rammer fungerer dansen om bolden som et integrerende element. Israels Plads i Indre By danner hver dag ramme om møde mellem kulturer og mennesker fra forskellige verdensdele, der bare vil spille basket. Og det virker. Da AOK kiggede forbi spillede to pakistanere med en pige og to danske drenge. Hvis du selv har fået mod på streetbasket, har AOK her på siden samlet en oversigt over nogle af de bedste streetbasketbaner i København. Israels Plads 4 kurve / asfalt / 15*28 meter / toilet i nærheden Islands Brygge 1 kurv / asfalt / 15*15 meter / toilet i nærheden / adgang til drikkevand Fælledparken 2 kurve / asfalt / 15*28 meter / adgang til drikkevand Kongens Have 2 kurve / asfalt / 15*28 meter / toilet i nærheden / adgang til drikkevand Ravnsborgsgade 2 kurve / beton / 15*28 meter
|











