| Holtbjergs "gamezone" på vej |
| Friday, 13 January 2012 14:46 | |
|
Ny bane til parkour og streetbasket i Holtbjerg kan med lidt held stå færdig allerede i april Af Bo Lundgaard - This e-mail address is being protected from spambots, you need JavaScript enabled to view it Området ved Holtbjerg Boldklubs nye klubhus skal fremover være trækplaster for unge med lyst til gadeidræt. Stedet får til foråret en helt ny bane til streetbasket, moduler til parkour og et nærmest uforgængeligt, udendørs bordtennisbord, der er lavet af samme type stål, som bruges til supertankere. Bag projektet står organisationen GAM3, der laver aktiviteter for unge inden for gadeidræt i udsatte boligområder. Udstyret i Holtbjerg har en værdi af omkring 300.000 kroner - og de penge kommer fra udviklingsfonden Realdania, som har valgt at støtte seks boligområder i Danmark med i alt 2,7 milioner kroner. Mental forskel Kim Kristensen, leder af kulturhuset Kulturama i Holtbjerg, er begejstret over udsigten til at få en permanent gamezone. - Det er superfedt. De unge i Holtbjerg har længe efterspurgt et sted, der er deres eget. De har tidligere brugt skolens faciliteter. Men det gør en mental forskel, at det nye sted er adskilt fra skolen, siger Kim Kristensen. Han oplyser, at Herning kommune, Herning Parkour og Holtbjerg Boldklub for nylig har sagt ja til den endelige placering af banen. - Vi har arbejdet sammen med GAM3 om gadeidræt i et par år. Der er lokale klubber, der stiller trænere til rådighed. Og så har vi forskellige events i løbet af sæsonen, siger Kim Kristensen og nævner bland andet kvalifikationen til DM i streetbasket. Desuden er der mulighed for at danse streetdance og deltage i workshops inden for graffiti og rap. Formstøbte moduler Området ved det nye klubhus er velegnet, fordi der i forvejen er et stykke brugbart asfalt, som får et nyt slidlag. Stedet har også i forvejen en klatrevæg og andre redskaber - og dermed er det nye anlæg med til at binde hele området sammen. Samtidig får gamezonen i Holtbjerg nogle nye robuste formstøbte moduler i beton. Meningen er, at de kan bruges til både spring og som siddeplads for publikum til enten basket eller parkour. Modulerne, der er udviklet af Primus Arkitekter, kan kombineres og farvelægges på utallige måder. - Selve malingen er ikke med i projektet, men vi regner med at få dem malet i et projekt i samarbejde med de unge. Det kan også være et skoleprojekt, siger Simon Prahm, direktør for GAM3. Idræt på en ny måde Han mener, at projektet åbner op for idræt på en ny måde, fordi sportslige aktiviteter ikke altid behøver at foregå i en traditionel sportshal. - Vi håber, at mange forskellige folk i hele Herning vil sætte sig op på cyklen og køre til Holtbjerg for at dyre idræt. Med det befolkningsunderlag, der er i Herning, tror vi på, at stedet kan få mellem 500 og 1000 forskellige brugere, siger han. GAM3, der er støttet af staten som hjælp til integration, arbejder på at uddanne unge fra Holtbjerg som "PlayMakers". Derefter kan de unge selv igangsætte gadeidræts-aktiviteter til glæde for andre unge i området. Ifølge Simon Prahm vil et lokalt firma begynde arbejdet på den nye gamezone så snart jorden er frostfri. Det betyder, at faciliteterne med lidt held kan stå klar allerede til april. |











